Byen i naturen – Naturen i byen

Når jeg tænker tilbage på, hvorfor jeg i sin tid valgte at bosætte mig i Borup for fire år siden, så har jeg naturligvis mange grunde til det, men en af hovedårsagerne var naturen i og omkring byen. Lige meget, hvor vi befinder os i Borup har vi adgang og udsyn til naturen. Det er noget unikt, som jeg mener vi skal bevare og værne om, da det kan tiltrække nye tilflyttere, der ønsker at bosætte sig i en by, hvor de ikke har langt til naturen og alligevel har nem adgang til hovedstaden.

Det har flere fået øjnene op for, hvorfor Borup har vokseværk. Vokseværket kommer nok til at fortsætte i de næste mange år, hvor vi blandt andet vil se færdiggørelsen af supersygehuset i Køge og med det faktum, at priserne på ejerboliger, er steget kraftigt inde i selve Køge. Det kan få en del til at kigge mod Borup, hvor vi ligger lige midt imellem Ringsted, Roskilde og Køge. Derfor har vi brug for en udvikling af nye boligområder med nye typer af boformer. Udviklingen af de nye boligområder sker i forbindelse med udarbejdelsen af en lokalplan for området. Lokalplanerne bør blandt andet tage udgangspunkt i den vedtaget byplan for Borup ellers er det arbejde bare tabt på gulvet.

Under udarbejdelsen af byplanen for Borup lagde deltagerne i følgegruppen utrolig stor vægt på, at vi skulle bevare de rekreative områder i byen, hvilket også kom med i den endelige udgave af byplanen for Borup. Derfor undrer det mig meget, at kommunen nu går imod byplanen samt ældre lokalplaner og vælger en udstykning af Tuen. Tuen er et unikt område i byen, der må betragtes, som værende et af de særlige rekreative områder i byen vi gerne vil bevare i relation til byplanen og udviklingen af Borup.

Jeg er slet ikke bange for byudvikling og udstykning af jord til ny bebyggelse. Jeg har bare et stort ønske om, at udviklingen sker i respekt for og med omtanke for omgivelserne samt nærmiljøet. Vi vil gerne bevare de rekreative områder inde i byen og eventuelt udstykker rundt om byen. Rundt om byen har vi masser af plads og gode muligheder for udstykning, som ikke går ud over de særlige rekreative områder inde i selve byen.  Hvis de først forsvinder, så kommer de aldrig tilbage igen.

Formandskandidatur

Efter en periode på to år, som næstformand for Radikale Venstres partiforening i Køge, der har jeg besluttet mig for at stille op, som ny formand på vores generalforsamling den 18.4.2018 i Aktivitetshuset i Borup. Ideen kom efter et radikalt foreningstræf i Nyborg, hvor vi fik en række værktøjer til at arbejde videre med vores partiforening. Det er et stykke arbejde, som jeg ikke har lyst til at slippe nu, men gerne vil være med til, at søsætte, så vi kan stå endnu stærkere til det næste kommunalvalg i 2021.

I den kommende tid, der skal vi have fokus på vores trivsel og udvikling i partiforeningen. Vi skal arbejde med en udvikling af vores forening, hvor politikudvikling går hånd i hånd med de personlige relationer i blandt vores medlemmer. Vi skal værne om de nuværende medlemmer, men vi skal også arbejde på at få nye aktive medlemmer til vores partiforening.

Som eventuel ny formand for Radikale Venstre i Køge, der vil jeg arbejde i ihærdigt på at finde nye veje til spændende og livgivende måder at lave møder, arrangementer og samtaler på. Jeg vil sørge for, at foreningsudviklingen kommer på dagsordenen, hvor jeg efterfølgende vil følge op på de initiativer, der sættes i søen.

Hvis jeg bliver formand for Radikale Venstre i Køge, så vil jeg give vores medlemmer mulighed for at deltage, bidrage og være en del af vores fællesskab. Her vil jeg have fokus på den inddragende, involverende og levende samtale, hvor vi alle samen kan være med til at gøre en forskel for vores partiforening i Køge.

Voldgift i den danske model

Under lockouten af lærerne i 2013 gjorde den daværende regering brug af den ultimative metode til at få stoppet konflikten mellem arbejdsgiver og arbejdstager. De satte en stopper for lockouten af lærerne med et lovindgreb, hvor de satte overenskomsten ude af drift og forringede lærernes arbejdsvilkår med et indgreb.

Fem år efter, er vi nok en gang på vej ind i en storkonflikt i det offentlige. I den nye storkonflikt har arbejdsgiverne valgt en strategi, hvor de vælger en meget bred og langt mere rammende lockout af ansatte i kommunerne, regionerne og staten. Det vælger de, fordi fagbevægelsen har valgt en strejke, hvor de rammer få områder i det offentlige.

Dermed er arbejdsgivernes lockout ude af proportioner i forhold til fagbevægelsens minimale strejkevarsel. Det kan føre til at lockouten bliver kortvarig, da regeringen efter få dage kan komme med et nyt lovindgreb, hvor den sætter overenskomsten ude af spil og lovgiver sig til egne krav på det offentlige område. På sigt vil det få fatale konsekvenser for den danske model, hvis den gang på bliver sat ude af drift med lovindgreb fra regeringens side.

På den måde fordrejes magtbalancen mellem arbejdstager og arbejdsgiver i det offentlige. Magtbalancen fordrejes, da arbejdsgiverne i det offentlige samtidig, er politikere og derfor har rollen, som den lovgivende magt. Den position vil de med egen fordel udnytte over for de offentlige ansatte, hvis en storkonflikt ender med en lockout, som det gjorde i 2013 og som det kan ende med i 2018.

Som offentlig ansat har jeg derfor et meget stort ønske om, at vi fornyer den danske model, så den også bliver indrettet til at fungere rigtig på det offentlige arbejdsmarked. Vi skal forny det på en måde, så magtbalancen mellem arbejdsgiver og arbejdstager bliver mere lige end tilfældet, er det i dag. Derfor har jeg et stort håb om at vi kan indføre en voldgift i overenskomstforhandlingerne mellem arbejdstager og arbejdsgiver, hvis det ender i en konflikt mellem parterne.

Med en voldgift kan vi komme af med den meget klare fordel, der er givet arbejdsgiverne i form af deres position, som den lovgivende magt. Vi kan komme af med fordelen, da vi under en voldgift sikrer os, at en sagkyndig opmand afgøre tvisten mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Afgørelsen er bindende og kan ikke ændres af nogle af partnerne. Sådan kan vi undgå at staten, regionerne og kommunerne i samarbejde med regeringen i fremtiden kan lovgive sig ud af forholdene for de offentligt ansatte.

I fremtiden kan jeg kun frygte, at de ikke kun vil lovgive sig ud af lærernes arbejdsvilkår, men også gå efter andre faggruppers arbejdsvilkår i det offentlige. Det skal vi for al i verden undgå. Vi har brug for, at de offentlige ansatte arbejder under ordentlige forhold og vilkår. Disse forhold og vilkår skal matche det store ansvar de har i deres hverdag, hvis vi vil undgå en flugt af offentlig ansatte. Vi kan ikke være andet bekendt.

 

Lokalaviser

Her ude på landet, der får vi i løbet af ugen flere lokalaviser fra Køge, Roskilde og Ringsted, hvilket gør sit til, at postkassen ofte, er fyldt godt op. Vi får lokalaviser fra de tre store byer på Midtsjælland, da byen, hvor jeg bor i ligger lige langt fra de tre nævnte steder. Det er faktisk sådan, at står vi på et bestemt sted i byen, der har vi 19 kilometer til, hver af de tre byer. Vi ligger populært sagt i en trekant. Før i tiden, der har jeg ikke skænket en lokalavis de store tanker, fordi jeg ikke har set dem, som andet end reklamesøjler for lokale virksomheder, sportsklubber og dets lige. I dag, der bruger jeg gerne tiden på, at læse i hvertfald to af de aviser vi får i vores postkasse.

De aviser jeg gerne bruger tid på bliver udgivet i Køge, hvorfra alt politisk magt centraliseres efter kommunalreformen i 2007 og derfor indeholder ret mange relevante informationer i relation til byen, hvor jeg bor i dag. Byrådet i Køge har via de lokalaviser søgt efter veletablerede og velfungerende borgerforeninger ude i de små lokalsamfund. Politikernes mening med denne søgning ligger i, at de gerne vil skabe nogle relevante landspolitiske tiltag, som f.eks. byfornyelse, byforskønnelse og det efter den gældende lokalplan for området og byen.

Det er et tiltag, som jeg hilser meget velkommen i det, at jeg får eller har en fornemmelse af, at mange af de små lokalsamfund i kommunen bliver snyltet og det hele går centralt til storbyen Køge. Det vil jeg gerne være med til, at ændre, hvorfor jeg sammen med lokale ressourcer i byen har skabt en borgerforening med det formål, at gøre byen til et attraktivt sted, at opholde sig i. På den måde, der kan vi skabe vækst og få nye tilflyttere til byen. Vi har den fordel at være en lokal station på regionalbanerne og så har vi en tilkørsel og frakørsel til motorvejen ikke langt fra byen.

I den nye borgerforening, der er blevet etableret har vi allerede erfaret igennem dialoger på blandt andet lokale sider på Facebook, at der er brug for os i byen. Vi har i hvertfald en meget bred opbakning. Vi har dog fundet ud af, at skabelsen en ny borgerforening har skabt lidt ballade lokalt, da vi allerede havde en eksisterende forening i byen. Den gamle borgerforening har eksisteret i rigtig mange år, men har de sidste mange år levet et mere eller mindre usynligt liv. I vores nye borgerforening, der anerkender vi deres eksistens, men anerkender samtidig også, at tiden er moden til at se fremad og ikke tilbage. Vi har brug for tiltag, der skaber liv i byen. Til stor glæde for os alle sammen.

I den nye borgerforening, der er jeg blevet udpeget til næstformand og midlertidig kasserer. Ved siden af disse to poster, der er jeg desuden kommunikationsansvarlig med ansvar for blandt andet vores hjemmeside samt kommende side på Facebook. Det gælder om, at være synlig på de sociale medier og brug dem til, at skabe opmærksomhed om vores forening samt tiltag i foreningen. Det er et stort arbejde med opstarten af sådan en forening, men på længere sigt vil det forhåbentlig give mærkbare og synlige resultater for vores lille lokalsamfund placeret i udkanten af Køge.

I weekenden, der er jeg sammen med vores formand inviteret med til et lokalt paracelhuskollektiv, der holder loppemarked. Vi er i den forbindelse blevet lovet en lille bod, hvor vi kan fortælle de lokale om vores forening. Vi har sagt ja, da vi har erfaret, at mange i det lille parcelhuskollektiv udviser en interesse i vores forening og vi søger jo hele tiden nye medlemmer. Det kunne også være, at vi i den forbindelse kunne kaprer et par stykker til vores ledige pladser i bestyrelsen.

Græsset

I et gammelt dansk ordsprog hedder det sig, at græsset ikke, er grønnere på den anden side af hækken. Et ordsprog, som kan bruges i mange sammenhæng, men i dette tilfælde handler det nu sig om min helt egen græsplæne. Græsplænen, der i igennem hele sommeren har været svedt helt af på grund af solen. Den begynder nu at ligne en græsplæne igen. Græsset vokser med hastige skridt og får en dejlig grøn farve, der skyldes al den regn vi har fået i august. Det gør også at jeg har slået græsset et par gange efter indflytningen. Før i tiden har jeg anset det, som en sur pligt og nu, hvor jeg har min egen græsplæne, finder jeg en stor fornøjelse i det.

Det samme gør sig gældende med andre former for arbejde i ens egen have, der kræver grønne fingrer. Som det at klippe ligusterhækken eller fjerne vildtvokset buske, hvilket jeg gjorde her i weekenden. Det meste af søndagens lyse timer brugte jeg i min forhave, hvor buske, som var begyndt at vokse op ad husmuren og begyndt at ødelægge den blev fjernet med hård hånd. Jeg fyldte en hel trailer med haveaffald, der skal køres på den nærmeste genbrugsplads en af de kommende dage.

Med det resultat at jeg i resten af efteråret og i løbet af vinteren må tage til takke med en bar og trøstesløs forhave, hvor der ikke befinder sig meget andet et drys kedelige perlesten. Nu går jeg og tænker lidt over, hvordan forhaven skal indrettes til foråret, hvilke muligheder det giver mig inden for de rammer jeg har til rådighed. I løbet af efteråret, der skal jeg i min have helt have fjernet nogle buske eller klippet dem ned.

Havearbejdet giver mig i dag en vis grad af tilfredsstillelse og interessen for havearbejdet stiger. Jeg finder løbende ud af at jeg faktisk kan flere ting end jeg havde forestillet mig. Det hænger nok en del sammen med, at det nu drejer sig om min egen have, hvor jeg efter det hårde arbejde selv kan nyde frugten og synet af det.

Derfor føles græsset grønnere på den anden side af hækken.

En hverdag uden for meget fjernsyn

Før jeg overtog huset, der traf jeg en væsentlig beslutningen. Beslutningen gik på at jeg ville afmelde de ret dyre tv pakker fra Stofanet, som er leverandør af Internet og TV igennem min nye antenneforening. Dels for at spare penge på budgettet, men delvis også for at se om jeg ikke kunne leve uden et stort udvalg af tv kanaler. Et udvalg, der alligevel var begrænset til et par ganske få kanaler drevet af midler fra licensen.

Til trods for det store udvalg vi har i dag, der finder jeg det meget begrænset, hvor indholdsrig de forskellige kanalers udsendelser i virkeligheden, er. Jeg finder det trættende i længden at se at sendefladen på de enkelte stationer ligner hinanden til forveksling. Den største forskel, er tv kanalens navn, studieværterne og gæsterne i studiet. Jeg ønsker heller ikke at støtte de kommercielle tv kanalers fremvisning af mere eller mindre fordummende reality stjerners gøren og laden i en hverdag, der er så fjern fra almindelige menneskers hverdag.

Nyheder og dets lige får jeg set igennem Danmarks Radios applikation DR TV på min iPad. DR TV tillader mig at se udsendelser, som TV Avisen, DR2 Deadline og dets lige, når jeg har mulighed og eller lyst til det.

Det skal afslutningsvis lige siges at jeg har fjernsyn i huset. Fjernsynet er blot koblet op på HBO Nordic samt Netflix via mit AppleTV. Det er en form for fjernsyn, der passer mig glimrende. Med de to streaming tjenester bestemmer jeg selv, hvad jeg vil se og hvornår jeg ser det. Jeg er ikke afhængig af at sidde på sofaen foran fjernsynet på et fast tidspunkt på en bestemt hverdag.

Livet uden meget fjernsyn i hverdagen har bevirket at jeg og kæresten har fundet mere tid sammen til nærhed efter ungerne, er lagt i seng og huset ordnet. Vi sidder sammen i sofaen med en iPad, bog eller dets lige. Vi kan også sidde tæt sammen uden at sige så meget, men kan også tale mere sammen om, hvad der er sket i løbet af dagen eller morgendagens planer. En ting, der ryger lidt af fløjten, hvis fokus befinder sig på fjernsynet.

En hverdag uden for meget fjernsyn kan godt lade sig gøre!

Reklamer

I alle dens former og udtryk, er altid en ting, som jeg ikke har brudt mig om.

Jeg har altid set reklamerne og især de trykte af slagsen, som noget fanden har skabt. Et ressource spild uden lige og en møg irriterende ting for ens postkasse. Postkassen, som altid bugner af kulørt papir jeg før i tiden smed direkte ud i papircontaineren. Det var et unødigt fravalg med et nej tak til reklamer klistermærke ordningen, som i princippet burde være et aktivt tilvalg.

Som nyudnævnt husejer har jeg et par gange taget mig selv i at komme hjem fra arbejde, hvor noget af det første jeg gør, er at finde reklamerne frem fra postkassen og bruge tid på at nærlæse dem. Jeg bruger primært tiden på at læse reklamerne fra især Bauhaus, Silvan og lignende byggemarkeder. Det kan være at de lige har noget på tilbud, som jeg lige står og mangler. Ting jeg har plads til i min carport.

Huset skaber åbenbart nye vaner og behov af forskellig art.

En ny begyndelse

I løbet af sommeren, der er jeg stødt på ord og begreber, som f.eks. købskontrakt, advokatforbehold, boligadvokat, priotetslån, realkreditlån, rentetilpasningslån og dets lige. Jeg er stødt på disse ord og begreber, da jeg har brugt en stor del af sommeren på at blive husejer. Jeg er blevet ejer af et lille rækkehus med egen have i en stationsby på midt Sjælland. Huset har jeg overtaget. Jeg er også flyttet ind i det. Nu er jeg midlertidig i gang med at få afleveret min gamle lejlighed til min udlejer.

For mig eget vedkommende, der har det været en lang og stressende process. Processen har været lang og stressende, da du i en periode hele tiden skal forholde dig til noget nyt, som du skal tage stilling til. En stillingstagen, der har betydning for mig år frem i tiden. Du skal snakke med en masse mennesker, som hele tiden har noget at sige til dig og kommer med masser af gode råd og vejledninger. Det er ikke, som et lejemål, hvor du underskriver en lejekontrakt og indbetaler et depositum til din udlejer.

Det er for mig personligt et stort skridt at blive ejer fremfor at forblive lejer. Som lejer af lejemål, der har jeg indtil nu nydt i den grad at være fri af forpligtigelser. Forstået på den måde at jeg har haft frie muligheder for bare at gøre, hvad jeg har lyst til. Ind i mellem har jeg godt mærket et savn af ikke at have mit eget sted. Mit eget sted, som jeg selv kunne bestemme over og investere i. Den mulighed har jeg fået nu og de næste mange år frem i tiden.

Jeg ser huset, som et resultat af de sidste 4,5 års hårde arbejde. De 4,5 år, som har budt mig på mangt og meget. Som en fyring fra en fast stilling til start på uddannelse til sygeplejerske og få et arbejde lige efter endt studietid til ejer af bil og hus. Nu nyder jeg at komme hjem fra arbejde og sætte mig ud i mine havemøbler i min egen have.

Huset gør også at jeg er kommet tættere på kæresten og hendes unger. Vi bor nemlig lige ved siden af hinanden. Vi er kun adskildt af en betonvæg og ligusterhæk. Vi nyder det at være sammen og give tæthed samt nærhed, men samtidig også det at være lidt hver for sig. Vi lever i et cola forhold, som det så fancy det hedder. COuples Living Apart together. En konstellation, der passer os ganske glimrende. Det med at vi er fælles om noget, men samtidig har noget vi hver især bestemmer over.